Innovatiove advokater blev belønnet

For at sætte fokus på innovation i en traditionel ’ikke-innovativ’ branche indstiftede Advokatrådet i samarbejde med Margot og Thorvald Dreyers Fond Advokaternes Innovationspris i 2007. Fredag den 11. juni blev Innovationsprisen 2010 overrakt for fjerde gang.

Vinderne af første præmien på 125.000 kr. blev LETT Advokatfirma med domicil på Rådhuspladsen i København, der vandt Innovationsprisen 2010 for deres projekt ”Fra corporate branding til personligt salg”.

Andenpræmien på 75.000 kr. gik til Elverdam Advokater med kontorer i Faxe og Haslev på Sydsjælland for deres projekt ”På vej mod guld i OL 2012”. Virksomheden har, selv om den er placeret på landet, hvor de fleste er generalister, valgt at specialisere sig i - og brande sig benhårdt på - eliteidræt.

Tredjepræmien på 50.000 kr. gik til KLAR Advokater med base i Ny Vestergade i København. Deres projekt hedder blot ”KLAR Advokater” og går ud på at skabe en moderne advokatvirksomhed, hvor de selv ville have lyst til at være kunder.

Prisen blev i år overrakt på Radisson BLU i København af den karismatiske direktør for Hummel, Christian Stadil, og advokat Birte Rasmussen fra Dreyers Fonds bestyrelse.

Innovation kender ingen størrelse og ingen grænser
Alle virksomheder i branchen kan indstilles – både enkeltmandsvirksomheder, store advokatfirmaer eller afdelinger heraf, samt advokatkæder. Advokater kan indstille egen virksomhed og/eller andre advokatvirksomheder og det samme advokatfirma kan godt indstilles med flere forskellige innovative projekter.

Se mere om Innovationsprisen 2010 og læs Christian Stadils begrundelser for tildelingerne på Danske Advokaters hjemmeside